Mælkeallergi

Mælkeallergi er, som alle allergier, immunsystemets reaktion på et protein som kroppen er overfølsom overfor, i dette tilfælde mælkeprotein. Her kan du læse meget mere om mælkeallergi, symptomer og tegn på tilstanden samt behandling af mælkeallergi.

Ernæring
Sundhed
Udelukkelsesdiæter
Protein

Foto: Mia Mortensen

Mælkeallergi er mest almindelig i den tidlige barndom, og rammer omkring 2 % af alle spædbørn. Mælkeallergien udvikles typisk i løbet af det første leveår, men 9 ud af 10 børn vokser normalt fra denne allergi, inden de bliver 3 år.

Symptomer på mælkeallergi

Tegn på mælkeallergi kan være gastrointestinale (f.eks. mavekramper, opkastning og diarre), dermatologiske (f.eks. børneeksem, udslæt og opsvulmet ansigt) og respiratoriske (f.eks. hiven efter vejret eller astma). Oftest er der symptomer fra mere end et organsystem, men i nogle tilfælde er det eneste symptom vedvarende børneeksem.

Symptomerne kan variere fra person til person samt variere fra milde til alvorlige symptomer. I alvorlige tilfælde kan der forekomme en voldsom overfølsomhedsreaktion (anafylaksi), som kan indsnævre luftvejene og give åndenød. Såfremt din barn reagerer ved indtag af mælk eller mælkeprodukter bør du derfor tale med din læge – uanset graden af reaktionen.

Symptomerne på mælkeallergi kommer oftest kort efter, at barnet har drukket mælk eller spist mælkeprodukter, men reaktionen kan også komme senere, hvilket kan gøre det svært at fastslå årsagen. Har dit barn et eller flere af overstående symptomer kan det altså også have andre årsager end mælkeallergi. 

 

Er du i tvivl om, om dit barn er mælkeallergiker, bør du søge læge. Mælkeallergi skal diagnosticeres af en læge, der vurderer den kliniske historie og laver tests for de specifikke antistoffer mod mælkeprotein.
Merete Myrup, Ernæringschef Mejeri, Landbrug & Fødevarer

 

Hvad er mælkeallergi?

Når man udvikler allergi, sker der en overreaktion i kroppens immunsystem over for ellers normalt uskadelige stoffer. Vores immunsystem forsøger at forsvare kroppen mod angreb af fremmede stoffer. Ved allergi danner kroppen antistoffer mod stoffer i omgivelserne, som normalt ikke er skadelige – der sker altså en "fejl" fra kroppens side.

Ligesom andre former for fødevareallergi skyldes mælkeallergi altså en ’funktionsfejl’ i immunsystemet.  Mælkeallergikere kan ikke tåle et eller flere af de mere end 25 forskellige proteiner, der findes i komælk og andre mælkeprodukter. Mælkeallergi er det, man kalder en type-1 allergi (en straksreaktion), hvor kroppen opfatter visse mælkeproteiner som farlige og producerer antistoffet immunoglobulin E, (IgE).

Disse antistoffer forbereder immunsystemet på næste møde med det samme allergen. Den første eksponering for mælkeprotein vil altså ikke give symptomer, men inde i kroppen vil IgE-antistoffer knytte sig til mastceller. Mastceller er celler, som kan findes i luftvejene, i mavetarmkanalen og i huden. Under den næste og senere eksponeringer for mælkeallergi, vil allergenet reagere med IgE-antistofferne og frigøre stoffer som f.eks. histamin fra mastcellerne, og på den måde fremkalde symptomer. Symptomer kan være børneeksem, udslæt, opsvulmet ansigt, hiven efter vejret, astma eller mavesmerter, som f.eks mavekramper, opkastning og diarre.

Forskellen på mælkeallergi og laktoseintolerance

Det er vigtigt at forstå at mælkeallergi og laktoseintolerance er to helt forskellige tilstande. De har begge til fælles at have direkte sammenhæng med indtagelse af mælk eller mælkeprodukter. Det er dog vigtigt at kende forskel, da det er to meget forskellige lidelser.

Lider du af mælkeallergi reagerer kroppen som beskrevet mod mælkens proteiner, men lider du af laktoseintolerance reagerer kroppen mod mælkens sukker (laktose). Personer med laktoseintolerance har en nedsat mængde laktase, eller mangler helt dette enzym i slimhinden i tyndtarmen. Når mælk indtages og finder sin vej ned i tarmen, bliver den derfor ikke nedbrudt, som den skal, og det forårsager mavesmerter, som f.eks. rumlen i maven, oppustethed, luftafgang og diarre.

En anden af de ting der afskiller mælkeallergi og laktoseintolerance er at du såfremt du lider af laktoseintolerance er det ikke nødvendigt helt at undgå mælkebaserede fødevarer, dog skal indtaget begrænses, så det passer til din individuelle tolerance. Faktisk anbefales det at indtage lidt laktose for at fremme tolerancen. Afhængigt af niveauet og typen af tolerance kan de fleste indtage en vis mængde laktose, typisk en daglig mængde på 12-15 g. Lider du i omsætning til mælkeallergi er det nødvendigt helt at udelade mælk og mælkeprodukter fra kosten.

Fælles for begge lidelser er at de diagnosticeres af lægen. Er du i tvivl om, om din krop reagerer uhensigtsmæssigt mod mælk eller mælkeprodukter, anbefales du derfor at søge egen læge.

Her kan du læse mere om laktoseintolerance

Diagnose og behandling af mælkeallergi

Diagnosen mælkeallergi skal altid stilles af en læge. Har du mistanke om at dit barn ikke kan tåle mælk, bør du således altid kontakte lægen. Da det kan være udfordrende at fastslå den eksakte fødevare som udløser allergien, er der flere måde at undersøge hvorvidt dit barn har mælkeallergi. Lægen kan vælge at stille en rækkespørgsmål omkring symptomer, opfordre til at føre en detaljeret dagbog over de fødevarer der indgår i dit barns kost, eller fjerne al mælk og mælkeprodukter fra din barns kost.

Derudover kan lægen også lave en fysisk undersøgelse af dit barn i form af enten en hudtest for allergi eller en blodprøve. En hudtest for allergi fungerer ved at lave en priktest af dit barns hud, og udsætte huden for små mængder mælkeproteiner. Såfremt barnet lider af mælkeallergi vil der opstå udslæt på den del af huden, som testes. Tager lægen derimod en blodprøve kan man måle immunsystemets reaktion på mælk ved at måle mængden af antistoffer i dit barns blod. Ingen af disse undersøgelser kan præcist identificere mælkeallergi, da det ikke kan udelukkes at andre fødevarer har en effekt.

Såfremt lægen vurdere at risikoen for mælkeallergi er tilstede vil dit barn blive tilbud behandling. Der findes ingen medicinsk behandling, der kan helbrede mælkeallergi. Den eneste behandling af mælkeallergi er en diætbehandling. Børn, der har mælkeallergi, tåler ikke nogen former for mælk eller mejeriprodukter. Heller ikke mælk og ost fra får, ged og hest samt u-pasteuriseret, økologisk og biodynamisk mælk og ost. Derfor behandles mælkeallergi ved at udelukke alle mælkebaserede fødevarer, mens allergien er til stede. Efter en periode uden mælk og mælkeprodukter laver man en provokationtest under overvågning af en læge. Provokationstesten fungere ved at genintroducerer mejeriprodukterne i barnets kost og observerer barnets efterfølgende reaktion.

Hvis provokationen viser, at dit barn stadig er overfølsom over for mælk, skal der gå 6-12 måneder, før det skal provokeres igen. Mange forældre kan have svært ved at acceptere, at der skal foretages en provokation, når barnet på den mælkefri diæt endelig er fri for symptomer. Men hvis dit barn kan tåle mælk, er der ingen grund til at fastholde en diæt, som gør hverdagen besværlig.

 

De fleste børn vokser fra mælkeallergi. 9 ud af 10 børn med mælkeallergi kan tåle mælk, når de er 3 år. Allerede i løbet af det første leveår forsvinder mælkeallergien hos halvdelen af børnene.
Merete Myrup, Ernæringschef Mejeri, Landbrug & Fødevarer
Har dit barn fået konstateret mælkeallergi ved lægen kan du finde madopskrifter uden mælk hos Astma- og Allergiforbundet (her) eller du kan finde en diætist der kan hjælpe med at udarbejde kostplaner uden mælk. Du finder den nærmeste diætist her.

 

Spørg eksperterne

Merete Myrup
Merete  Myrup Christensen
Ernæringschef mælk, Branchesekretariat mejeri
Se profil
Katrine Langvad
Katrine  Langvad
Konsulent, Handel, Marked & Ernæring
Se profil

Mange vil forske inden for mejeriområdet

Mejeribrugets ForskningsFond har modtaget 28 projektforslag i den årlige ansøgningsrunde. Nu starter den svære udvælgelsesproces.

Læs mere

Ost & ko takker af

Tre års kampagne er nu slut, men indsatsen for dansk ost fortsætter.

Læs mere

Mammen går ind i is-branchen

Mammen Mejerierne A/S har købet halvdelen af Kastberg Is, som i løbet af næste år flytter is-produktionen til Drøsbro Mejeri.

Læs mere