Mejeriforeningen kæmper – også – for knoglerne

Osteoporoseforeningens kampagne ’kæmp for knoglerne’ bakkes op af Mejeriforeningen i form af en ny brochure.

Branchen
Sundhed
Knogleskørhed
Organisationer
Calcium
Mælk
Foto: Rasmus Baaner

Sammenhængen mellem mejeriprodukter og sunde knogler har været kendt i mange år, og nu bliver den genopfrisket i en helt ny brochure, ’Sunde knogler hele livet’. I brochuren sættes der fokus på forebyggelse af osteoporose, også kendt som knogleskørhed, for rigtig mange danskerne går rundt med sygdommen uden at være klar over det. De nyeste tal viser således, at 550.000 danskere lider af osteoporose, men heraf har kun omkring 100.000 fået diagnosen.

Daglig forebyggelse
Knogleskørhed er arveligt og kan som sådan ikke kureres, men man kan selv gøre meget for at holde knoglerne sunde og stærke.

”Faktisk kan man selv påvirke mellem 20 og 40 pct. af risikoen for at udvikle knogleskørhed,” fastslår ernæringschef i Landbrug & Fødevarer / mejeri, Merete Myrup.

”Det handler især om at spise en knoglevenlig kost – det vil først og fremmest sige en kost med et tilstrækkeligt indhold af calcium, og her er mælk og mejeriprodukter en rigtig god kilde. Voksne anbefales at få 800 mg calcium dagligt, så mejeriprodukter kan med fordel være en del af kosten hele livet.– også når knoglerne er færdige med at vokse.”

For at kroppen kan optage calcium, er det vigtigt også at få D-vitamin.

Rundt om sygdommen
Brochuren ’Sunde knogler hele livet’ giver svar på de fleste spørgsmål omkring sygdommen osteoporose – hvad det er, hvem der får det, hvad årsagerne er, hvordan det opdages og behandles, og ikke mindst hvordan det forebygges.

Ud over tilstrækkeligt indtag af calcium og D-vitamin er også fysisk aktivitet med på listen over, hvordan man forebygger knogleskørhed, og det får en del omtale i brochuren.

National handlingsplan som mål
Brochuren er udarbejdet af Mejeriforeningen i samarbejde med Osteoporoseforeningen og professor, overlæge dr.med. Bente Langdahl. Den udgives i forbindelse med Osteoporoseforeningens 25 års jubilæum, som i øjeblikket blandt andet bliver markeret med den landsdækkende kampagne ’kæmp for knoglerne’. Målet for kampagnen er at få lavet en national handlingsplan for sygdommen, hvilket blandt andet skal resultere i hurtigere og mere effektiv behandling gennem øget opsporing og diagnosticering.

”Vi bakker fuldt ud op om kampagnen. Det er et område, der er vigtigt at få belyst, fordi man selv kan gøre meget for at holde sine knogler sunde og stærke og dermed nedsætte risikoen for gener” siger Merete Myrup.

Flere afsendere
Ud over Mejeriforeningen og Osteoporoseforeningen står også Kost & Ernæringsforbundet samt Foreningen af Kliniske Diætister som afsendere på brochuren, og dermed vil den ifølge Merete Myrup stå stærkere i forhold til de sundhedsprofessionelle, altså dem der arbejder med sundhed i det daglige.

Foreløbig har de 430 personer, der i går, søndag den 7. maj, deltog i foreningens 25 års jubilæumsfrokost, fået udleveret brochuren. Den vil bl.a. også blive tilbudt gratis til landets lægehuse.

Læs mere
Download brochuren her eller bestil den her

Læs mere om mejeriprodukter og knoglesundhed på ernæringsfokus.dk

og om kampagnen 'kæmp for knoglerne' på Osteoporoseforeningen

Fakta
Osteoporose, også kendt som knogleskørhed, svækker knoglerne indefra, så de lettere brækker.

Knogleskørhed kan forebygges ved at:

  • få tilstrækkeligt calcium og D-vitamin
  • være fysisk aktiv
  • undgå eller begrænse rygning og indtag af alkohol.

Mange vil forske inden for mejeriområdet

Mejeribrugets ForskningsFond har modtaget 28 projektforslag i den årlige ansøgningsrunde. Nu starter den svære udvælgelsesproces.

Læs mere

Ost & ko takker af

Tre års kampagne er nu slut, men indsatsen for dansk ost fortsætter.

Læs mere

Mammen går ind i is-branchen

Mammen Mejerierne A/S har købet halvdelen af Kastberg Is, som i løbet af næste år flytter is-produktionen til Drøsbro Mejeri.

Læs mere