01. januar 2016

Festival for ostenørder

På lørdag afholdes ostefestivalen Slow Cheese Copenhagen for andet år i træk. Denne gang har arrangørerne valgt at begrænse antallet af billetter.

”Sidste år havde vi 550 betalende gæster, og det var lige i overkanten. Derfor har vi i år valgt at udbyde 2 x 250 billetter til henholdsvis formiddag og eftermiddag,” fortæller Rasmus Holmgård, som er projektleder for Slow Cheese Copenhagen 2017, der finder sted lørdag den 4. november.

I lyset af sidste års succes regner Rasmus Holmgård med, at alle 500 billetter til 50 kr. stykket bliver solgt til osteglade danskere.

”Gæsterne er folk, der har det sjovt med at gå op i ost – faktisk kan man godt kalde det en nørde-festival.”

Gerne flere mejerier

Bag festivalen står den fødevarepolitiske bevægelse Slow Food København-Nordsjælland sammen med Mejeriforeningens kampagne Ost & ko og madiværksætterhuset CPH Food Space.

Gæsterne kan smage på flere end 100 ost fra de 18 fortrinsvis mindre osterier, heraf tre fra Skåne, som er præsenteret på festivalen; derudover deltager næsten lige så mange producenter af drikkevarer og tilbehør til ost. Blandt de deltagende mejerier er Osteriet Hinge, Naturmælk, Jernved Mejeri og Tebstrup Gedeosteri.

Rasmus Holmgård kunne dog godt have ønsket sig, at endnu flere mejerier var repræsenteret.

”Det er ærgerligt, at der ikke er flere af de lidt større mejerier med. Selv om vi ønsker at fremhæve de små producenter, ville vi gerne samle branchen til festivalen. De små kan jo lære af de store og omvendt. Fx kunne det have været fint med en bedre repræsentation af de klassiske danske ostetyper, som der ikke er mange af på lørdag,” konstaterer han.

Råmælksost i fokus

I år sætter festivalen fokus på råmælksoste, og det er også emnet for flere af de foredrag, der bliver afholdt i løbet af dagen. Under overskriften ’Hvad skal der til for at producere råmælksoste i Danmark’ fortæller sektionsleder i Fødevarestyrelsen Ulrich Pinstrup om emnet. Blandt dagens mange andre aktiviteter kan nævnes et foredrag med smagning om øl og ost.

Festivalen afholdes også i år i Kødbyen i Food Space.