21. marts 2018

Mejerierne serverede klassikere og nyheder på Foodexpo

Et nyt, økologisk oste-kit fra Naturmælk blev præmieret på Nordens største fødevaremesse.

En mælkebar med små smagsprøver, en kaffebar med mælk designet til baristaer og ost i lange baner. Det var blot nogle af mejeriernes tilbud til de mere end 26.000 besøgende på Nordens største fødevaremesse, Foodexpo 2018, der blev afholdt i MCH Messecenter Herning 18.-20. marts.

Guld til gør-det-selv-ost

Blandt de helt nye produkter var Naturmælks økologiske ostekit, som gør det let at lave ost hjemme i køkkenet. ’Det store økologiske ostekit’ løb med guldet i mejerikategorien, da der mandag aften blev uddelt priser til økologiske produktnyheder.

Gør-det-selv-sættet består af et ostelærred, osteløbe i tabletform, krydderier, salte, citronsyre samt et opskrifthæfte. Med det i hånden kan forbrugeren selv producere halloumi, mascarpone, mozzarella eller ricotta hjemme i sit eget køkken – der skal blot tilsættes mælk med en høj fedtprocent eller fløde. Ostekittet kan blandt andet købes på nemlig.com.

Smagsprøver i mælkebar

På messen havde Thise Mejeri åbnet en mælkebar, hvor de besøgende kunne tappe smagsprøver af mejeriets forskellige typer drikkemælk. Deriblandt Urmælken hvis proteinindhold har samme egenskaber som mælk fra får, geder og bøfler, samt mejeriets sidste nye skud på stammen: Græsmælk fra køer i Himmerland, der udelukkende lever af græs, hvilket giver mælken et højere indhold af Omega-3-fedtsyrer og antioxidanter.

Kaffemælk og ostefade

Hos Arla kunne man nyde en god kop kaffe tilberedt med den nye Arla Latte Art Øko. Mælken er designet specifikt til kaffe, og takket være en optimering af fedt- og proteinniveauet kan både professionelle baristaer og kaffeentusiasten hjemme i køkkenet producere et perfekt mælkeskum i café latten.

Them Ost og Mammen Mejerierne havde disket op med de helt store ostefade, hvor gæsterne stod i kø for at smage både velkendte favoritter og friske nyheder såsom Them Gul Krystal, der har en intens smag med noter af karamel og umami.

Der var kort sagt masser af smagsindtryk fra de danske mejerier på Foodexpo 2018.

Vil du vide mere?